Afdeling
Brydning
Danmarks ældste kampform - og en af de bedste for børn
Brydning er kropskontakt, balance og timing. To brydere prøver at få hinanden i gulvet uden slag og spark, og det gør det til en af de sikreste kampsportsgrene, der findes — og en af de bedste måder at lære sin krop at kende.
Vi har hold for de mindste på motorik- og tumleholdet, et hold for begyndere og letøvede, og træning for øvede og kampbrydere. For børnene starter det med at rulle, falde rigtigt og lege sig til styrke. Det ser vildt ud udefra, men der er styr på det: vi træner på måtter, i faste par, og med trænere der har gjort det i mange år.
For voksne er brydning en af de hårdeste former for konditionstræning, du kan finde. Efter fem minutter på måtten ved du hvorfor.
Praktisk
Tag med til første træning
- T-shirt og tætsiddende shorts eller tights - undgå lynlåse, knapper og lommer
- Barfodet eller brydesko
- En drikkedunk
Vi har brydedragter og hovedværn til låns, hvis du får lyst til at fortsætte.
Til dig som er forælder Du er meget velkommen til at blive og se på. Første træning handler mest om at falde til: vi hilser, varmer op med lidt leg, og prøver nogle enkle greb. Ingen bliver kastet ind i en kamp den første dag.
Sådan foregår det Mød op i god tid, så vi kan tage en snak inden. Regn med halvanden time inklusive omklædning.
Gratis og uforpligtende
Book en prøvetræning
Vælg et tidspunkt der passer dig. Du får en bekræftelse på mail, og træneren ved, at du kommer.
Er du helt ny, skal du starte på begynder/letøvet eller motorik/tumleholdet - det er også dem, du kan booke en prøvetræning på. Øvet- og kampbrydertræningen kræver, at du har prøvet brydning før.
